Oversigt
Ville et forbud mod salg af dyr i dyrehandlere forbedre dyrevelfærden? Eller kunne det faktisk gøre tingene værre?
Dyrehandlere bliver ofte kritiseret af dyrevelfærdsforkæmpere, men meget af kritikken overser den værdifulde rolle, som gode dyrehandlere spiller i ansvarligt dyrehold. Fra at hjælpe kunder med at vælge en passende dyreart til at yde løbende rådgivning kan kyndigt personale forebygge almindelige fejl i dyreholdet, identificere potentielle velfærdsproblemer og om nødvendigt afvise et salg.
Vi ser nærmere på resultaterne af en norsk undersøgelse af dyrehandelspersonalets praksis og undersøger, hvorfor dyrehandlere tiltrækker så meget kritik, mens privat og online salg får langt mindre opmærksomhed.
Vi diskuterer også betydningen af licensering, inspektion og offentlig ansvarlighed og forklarer, hvorfor et forbud mod salg i dyrehandlere risikerer at drive handelen under jorden og over i mindre synlige og mindre regulerede salgskanaler.
Selvfølgelig er ikke alle dyrehandlere gode, så vi forklarer, hvordan man kan kende forskel.
I sidste ende afgøres et dyrs velfærd ikke af, hvor det sælges, men af de mennesker og den praksis, der ligger bag salget. Hvis vi virkelig ønsker at forbedre dyrevelfærden, bør vores prioritet være at sikre velfærdsstandarder overalt, hvor dyr skifter ejer.
Hvad synes du?
Om bidragyderne:
Luise Boye Sprechler: "Hi! Am I having two guinea pigs?" Live commodities in a shop – Interpretation of animal sales regulations in Norwegian pet shops. Projektrapport inden for anvendt menneske-dyr-forskning, University of Exeter, 2023.
Sprechler, Luise Boye. "Butikksalg av dyr." Pet Scandinavia, årgang 2023, nr. 3, 2023, s. 4–7.
Tony Wigley: Grundlægger af Responsible Reptile Keeping (RRK), direktør hos The Pet Charity, bestyrelsesmedlem i Reptile & Exotic Pet Trade Association (REPTA) og medlem af Pets Canada Advocacy Committee. Han har årtiers erfaring med hold af eksotiske kæledyr, journalistik og international interessevaretagelse i samarbejde med regeringer og organisationer verden over.
Svein Fosså: Biolog, forfatter og international fortaler for ansvarligt dyrehold. Han er formand for European Pet Organization (EPO) samt generalsekretær og bestyrelsesformand for Norwegian Pet Trade Association (NZB).
Charles Thompson: Generalsekretær for Reptile & Exotic Pet Trade Association (REPTA) og tidligere ejer af specialbutikken for krybdyr Snakes ’N’ Adders. Han har mere end 25 års erfaring fra krybdyrsbranchen, specialiseret detailhandel og arbejdet for ansvarligt dyrehold.
Sandy Moore: Præsident og administrerende direktør for Pet Advocacy Network (PAN) og tidligere præsident for Segrest Inc. Hun har mere end 30 års erfaring fra kæledyrs- og akvariebranchen, bæredygtig dyrehandel og myndighedskontakt.
Cecilia Dannborg Wilson: Formand for ZOORF, den svenske brancheorganisation for dyrehandlere, og tidligere ejer af en dyrehandel med omfattende erfaring inden for specialiseret detailhandel med kæledyr og interessevaretagelse i kæledyrsbranchen.
Transskription
Spørgsmålet om, hvorvidt folk bør købe dyr i en dyrehandel, eller om dyrehandlere overhovedet bør sælge dyr, bliver jævnligt rejst. Bag disse spørgsmål ligger der som regel en oprigtig bekymring for dyrevelfærd, som ethvert fornuftigt menneske kan forstå.
Det er let at forestille sig, at dyrehandlere blot er steder, hvor dyr bliver solgt over disken, men virkeligheden er langt mere kompleks.
For mange nye dyreejere begynder deres rejse med at holde kæledyr med en samtale med en kyndig medarbejder i en dyrehandel.
Hver dag bruger medarbejdere i dyrehandlere tid sammen med kunderne på at forklare forskellige dyrearters behov, hvorfor visse dyr ikke egner sig til alle, og hvordan man sørger for passende foder, indretning, sundhedspleje og ansvarligt dyrehold.
Medarbejderne i en god dyrehandel vil spørge ind til din erfaring, dine forventninger, den plads du har til rådighed, dit budget og de spørgsmål, der handler om det langsigtede ansvar.
På den baggrund kan de anbefale en mere passende dyreart eller fortælle dig, at et dyr slet ikke er det rette for dig. Nogle gange vil de ganske enkelt afvise et salg.
I sidste ende fortsætter den nye ejers forhold til dyrehandlen næsten altid længe efter, at kunden har forladt butikken. Hvis et dyr eksempelvis holder op med at spise, opfører sig uventet eller ser ud til at være sygt, er dyrehandlen ofte det første sted, ejeren henvender sig for at få hjælp og rådgivning.
Det betyder, at kyndige medarbejdere spiller en vigtig rolle som første instans i vurderingen af problemer. De kan opdage problemer med temperatur, belysning, kost eller andre aspekter af pasningen og give nyttig rådgivning med det samme. Og ikke mindst kan de vurdere, hvornår dyret har brug for at komme til dyrlægen.
En dyrehandel kan naturligvis ikke erstatte dyrlægebehandling, men det er det første sted, mange dyreejere søger kvalificeret rådgivning. Denne rådgivning kan forhindre, at et forholdsvis enkelt problem med pasningen udvikler sig til et alvorligt velfærdsproblem.
Vi bør huske på, at de mennesker, der arbejder i dyrehandlere, gør det af samme grund, som deres kunder besøger dem: fordi de elsker dyr.
Fra det øjeblik et dyr ankommer til butikken, er medarbejderne ansvarlige for dets pleje. De passer det, holder øje med dets helbred og lærer dets individuelle behov at kende.
De ønsker at se dyret komme til et godt hjem, fordi de føler et moralsk og etisk ansvar for at sikre, at det bliver passet ordentligt.
Men der er også en grundlæggende kommerciel virkelighed, som ofte bliver overset. En ansvarlig dyrehandel er afhængig af sunde dyr og tilfredse kunder, der vender tilbage gennem mange år for at få rådgivning og købe forsyninger. At sælge et usundt dyr eller stille kunderne i en situation, hvor de ikke kan lykkes med at passe det, er hverken etisk forsvarligt eller en bæredygtig forretningsmodel.
Og dette ansvar er ikke kun moralsk og kommercielt. Det er også et juridisk ansvar. Dyrehandlere skal overholde lovgivningen om dyrevelfærd og handel i det område, hvor de driver virksomhed, og ansvarlige medarbejdere vil afvise et salg, hvis de mener, at et dyr ikke vil få den nødvendige pleje.
I 2023 undersøgte en norsk antrozoolog, hvordan dette fungerede i praksis, gennem interviews med medarbejdere i norske dyrehandlere. Hun fandt, at medarbejderne havde et solidt kendskab til lovgivningen og aktivt anvendte den, når de skulle afgøre, om et salg kunne gennemføres. Kunder blev afvist, når medarbejderne vurderede, at et dyr ikke ville få et passende hjem. Og vores samtaler med medarbejdere i dyrehandlere i andre dele af verden fortæller os stort set den samme historie.
Undersøgelsen viste også, at medarbejderne i dyrehandlere havde et højt fagligt vidensniveau og ofte udviklede stærke personlige bånd til de dyr, de passede.
Samtidig gav de udtryk for frustration over, at dyrehandlere ofte bliver kritiseret, mens den hastigt voksende private handel og onlinehandel er langt mindre reguleret og langt mindre synlig.
Det er forståeligt, at folk reagerer stærkt, når de hører om dyr, der ikke bliver passet ordentligt. Vi har brug for mere handling mod dårlig dyrevelfærd, ikke mindre.
Selvfølgelig er der et mindretal af kæledyrsejere, opdrættere og dyrehandlere, som ikke passer deres dyr ordentligt. Disse problemer skal tages alvorligt.
Men disse svigt bør ikke få os til at dømme de millioner af mennesker, der passer deres dyr ansvarligt, eller de mange engagerede medarbejdere i dyrehandlere, som tager sig af dyrene og vejleder kunderne i ansvarligt dyrehold.
Her er det vigtigste budskab, jeg gerne vil have, at du husker: God dyrevelfærd afgøres ikke af salgskanalen. En butik, en opdrætter eller en privat sælger kan handle ansvarligt eller uansvarligt. Betegnelsen alene fortæller os meget lidt. Det er menneskene og den praksis, der ligger bag dyrenes velfærd, som er vigtigst.
Derfor bør vi i stedet stille et vigtigt spørgsmål: Hvordan kan vi sikre god dyrevelfærd, når dyr skifter ejer?
I mange dele af verden er dyrehandlere den mest regulerede og synlige salgskanal for kæle- og hobbydyr. De skal som regel have en licens, bliver inspiceret af myndighederne og kan holdes til ansvar, hvis de ikke lever op til bestemte velfærdsstandarder.
De driver også virksomhed, hvor alle kan se med. Hver dag kan kunderne se, hvordan dyrene holdes og passes, og kun få andre salgskanaler tilbyder samme grad af synlighed og ansvarlighed.
Privat salg af dyr er bestemt også en vigtig del af dyrehold, og mange ansvarlige opdrættere gør et fremragende stykke arbejde. Private sælgere er dog generelt underlagt mindre kontrol og mindre løbende tilsyn end dyrehandlere, især når de kun sælger dyr lejlighedsvis.
Det er ofte svært for en køber at vide, om en privat sælger er en erfaren og ansvarlig dyreejer eller en person med begrænset erfaring og dårlige hensigter.
Hvis målet er at forbedre dyrevelfærden, bør vi diskutere, hvordan vi kan opnå det på tværs af alle salgskanaler, frem for blot at svække dem, der allerede er regulerede, inspicerede og synlige for offentligheden.
Så for at besvare spørgsmålet: Ja, en god dyrehandel er et af de bedste steder at købe et dyr, især for nye dyreejere. Men det afgørende ord her er "god".
Så hvordan genkender vi en god dyrehandel?
En god dyrehandel vil stille spørgsmål, før den accepterer et salg. Den vil være villig til at afvise et køb, der ikke er passende. Den vil forklare dyrets fulde størrelse som voksen, dets forventede levetid og de sandsynlige omkostninger ved at holde det. Den vil give korrekte og artsspecifikke oplysninger om pasning. Den vil fortælle om dyrets oprindelse og dets foderhistorik. Og du vil kunne se, at dyrene holdes i rene og passende midlertidige indhegninger. Den vil opfordre kunderne til at indrette dyrets permanente anlæg på forhånd. Den vil tilbyde hjælp og rådgivning efter salget. Den vil anbefale en passende dyrlæge, når det er nødvendigt. Og den vil undgå at presse kunderne til køb eller tilskynde til impulskøb.
Der er også måder at genkende en mindre god dyrehandel på. Advarselstegn omfatter medarbejdere, der ikke kan besvare grundlæggende spørgsmål, syge eller skadede dyr i butikken, beskidte indhegninger eller tydelige fejl i pasningen, dyr der sælges sammen med uegnet udstyr, manglende interesse for, hvem der køber dyret, eller hvordan det skal holdes, samt forsøg på at gøre det vanskeligt at finde ud af, hvor dyret kommer fra.
Når det handler om dyrevelfærd, bør vi stå sammen om det samme mål, nemlig at dyr skal have gode liv.
Et forbud mod salg af dyr i dyrehandlere vil ikke opnå dette. Faktisk fører det ofte til præcis det modsatte, fordi salget flytter over i usynlige eller underjordiske salgskanaler.
I stedet ved vi, at bedre dyrevelfærd kan opnås gennem kyndige sælgere, velinformerede ejere, effektiv regulering og højere faglige kompetencer i alle de kanaler, hvor dyr skifter ejer.
Og det er noget, alle dyreelskere kan bakke op om.
Jeg hedder Tony Wigley, og dette er Responsible Reptile Keeping.
Vi værdsætter din feedback.
Har du forslag til at forbedre vores oversættelse? Vi vil meget gerne høre fra dig! Kontakt os