At tie eksperterne:

Hvordan ekstremister

forvrænger debatten

om dyrevelfærd

En alarmerende tendens har slået rod i dagens dyrevelfærdsdebatter. Selvom de repræsenterer et lille mindretal af befolkningen, dominerer ekstremistiske dyrerettighedsaktivister diskussionerne – ikke fordi de ved bedst – men fordi de har gjort kampagner til deres fuldtidsmission.

I mellemtiden bliver meget erfarne opdrættere, dyrepassere, trænere, dyrlæger og natur- og dyrebeskyttere, der lever og arbejder med dyr hver dag, skubbet til sidelinjen. Resultatet? En ujævn debat, hvor erfaring og viden overskygges af uunderbygget støj.

Tony Wigley er grundlægger af Responsible Reptile Keeping, en organisation, der går ind for ansvarlige kæledyrsejere og virksomheder over hele verden. Han har set denne bekymrende tendens på nært hold i mange forskellige lande.

"På besynderlig vis bliver de mennesker, der ved mest og bekymrer sig mest om dyr, udelukket fra samtalerne og ofte fremstillet som de skyldige, når intet kunne være længere fra sandheden. Som følge heraf ser vi ofte uforholdsmæssig og overdreven lovgivning vedtaget med alvorlige negative konsekvenser. Og dette kunne have været undgået, hvis lovgiverne bare havde lyttet mere til de specialister, der har førstehåndserfaring med, hvad de taler om."

Eksperter ignoreret

Animal Welfare Committee (AWC) er en rådgivende gruppe fra regeringen i Storbritannien. I 2023 foreslog de retningslinjer for størrelsen på indhegninger, der var så overdrevent store, at implementeringen ville have påvirket hundredvis af butikker, der solgte krybdyr, og potentielt fået mange til at gå konkurs. AWC's høringer udelukkede i første omgang Storbritanniens vigtigste reptilfokuserede interesseorganisation, REPTA. Da REPTA-repræsentanter fik adgang til diskussionerne, blev deres vidneudsagn stort set ignoreret. I stedet blev input fra kendte dyrerettighedsaktivister med anti-krybdyrholdsideologier fremhævet i AWC's rapport. Heldigvis blev AWC-rapporten tilstrækkeligt miskrediteret af pres og kommentarer fra specialiserede reptilvirksomheder og interesseorganisationer (herunder RRK), og den sank i glemsel.

En lignende situation i 2025 vakte bekymring i Sverige. L80-forslaget, som det var kendt, anbefalede ikke blot uanstændigt store indhegninger, men forhindrede også dyrepassernes interaktion med nataktive arter i løbet af dagen og anbefalede et forbud mod at fodre dyr med levende insekter – hvilket i bund og grund forbød fodring (og dermed hold) af mange krybdyr og padder som kæledyr. Pres fra en oprørt offentlighed tvang den svenske regering til at trække L80-forslaget tilbage.

Hvem taler egentlig på dyrs vegne?

Ved første øjekast er det let at have sympati for krav om bedre dyrevelfærd. Men djævlen ligger i detaljen.

Ekstremistiske dyrerettighedsforkæmpere opererer ud fra en bekymrende ideologi: at mennesker ikke bør holde, avle eller udnytte dyr uanset årsag. For dem er målet ikke velfærd, men afskaffelse. Ingen zoologiske haver, ingen førerhunde, ingen avl i fangenskab og ingen kæledyr. I deres øjne er selv den mest hengivne og etiske dyrehold forkert.

Alligevel har disse aktivister ofte ringe eller ingen praktisk erfaring med de dyr, de søger at «beskytte». Deres viden er formet af retorik, slogans og teori. De er eksperter i protester, mediemanipulation og følelsesmæssigt vildledende kampagner – ikke dyrepleje, veterinærekspertise, etologi eller bevarelse. Sammenlign deres manglende erfaring og uvidenhed med den viden og erfaring, som dyreholdsspecialister har, og kilden til den mest nyttige ekspertise er åbenlys. Og alligevel er det i lovgivningsmæssige høringer, medierapporter og offentlige debatter ofte aktivisterne, ikke specialisterne, der får det sidste ord. Ubalancen er ikke bare frustrerende. Den er farlig. Når politik er drevet af følelser snarere end beviser, ender dyr med at tabe.

Pinligt uvidende

Eurogruppen for Dyr (EFA) er en velfinansieret og magtfuld lobbygruppe, der rådgiver EU-regeringerne om krybdyrlovgivning. En nylig præsentation fra EFA til EU-Kommissionen viste, hvor lidt sådanne uerfarne aktivister rent faktisk ved om de dyr, de hævder at repræsentere. I en præsentation, der havde til formål at «uddanne» lovgivere om krybdyrhold, hævdede EFA, at verdens største slange er den burmesiske python – en åbenlys fejl i sig selv. (Den længste slangeart er den netformede python, mens den tungeste er en grøn anakonda.) Men mere pinligt var det, at det ledsagende billede ikke var en burmesisk python, men en kongepython – en lille, almindeligt holdt kæledyrsart.

Dette er ikke små fejltrin; det er grundlæggende viden, som enhver krybdyrentusiast ville kende. Alligevel er denne form for misinformation typisk for grupper som Eurogroup for Animals, der regelmæssigt hævder mangelfuld videnskab og rene fejl som fakta. På trods af dette rådgiver disse organisationer regeringer og påvirker seriøs lovgivning, der kan fratage millioner af mennesker deres ret til at holde kæledyr. Med så alvorlige konsekvenser i den virkelige verden på spil må man spørge: Er det virkelig disse personer, vi ønsker skal udforme vores love? Skal vi betro sådanne nybegyndere ansvar, der kan ændre menneskers liv?

Se RRKs fulde gennemgang af EFA's misinformation her (på engelsk)

Kuglepyton

Burmesisk python

Når lobbyisme

overgår ekspertise

Der er utallige eksempler verden over, ligesom dem der er nævnt ovenfor, hvor det at give efter for aktivisters pres har skabt kaos inden for dyrevelfærd. For eksempel har forbud mod eksotiske kæledyr og 'positivlister' forårsaget en stigende mængde ulovlig handel, hvilket har sendt ellers lovlydige kæledyrsejere under jorden med begrænset adgang til rådgivning og dyrlægehjælp. I hvert af disse tilfælde var den underliggende fejl den samme: aktivister, der fører kampagner med ufortjent repræsentation og indflydelse.

Hvis vi oprigtigt bekymrer os om dyr, skal vi prioritere at lytte til dem, der har omfattende, praktisk erfaring fra det virkelige liv. Dyreholdsspecialister vil ikke afholde dramatiske protester eller oversvømme sociale medier med virtuel vrede. De har ikke tid eller lyst. I stedet bruger de deres dage på rent faktisk at passe dyr, ofte understøttet af årtiers erfaring. Det er på tide, at vi stiller os selv et simpelt spørgsmål: Hvis målet er at gøre det rigtige for dyr, burde vi så ikke lytte til de mennesker, der kender dem bedst? Dyreholdere og opdrættere er netop de individer, der vil leve med eventuelle nye love, så de fortjener en plads ved bordet.

"Hver gang en ekstremistisk dagsorden får fodfæste, ser vi kæledyrshold blive drevet under jorden," forklarer Wigley. "Kæledyrsejere holder op med at dele forbedringer i dyrehold, holder op med at vejlede nyankomne og gemmer deres ekspertise væk fra offentligheden. Dyrevelfærd forbedres ikke, når eksperterne ignoreres. Den forværres."

Fakta om positivlisten

En positivliste (også kendt som en hvidliste) er en liste over dyr, som en regering tillader dig at holde. Enhver art, der ikke er på listen, er forbudt.

Hvis du ejer et forbudt dyr, giver de fleste regeringer dig overgangsregler, så du kan beholde det, indtil det dør, men normalt kan du ikke avle eller sælge dyret.
Mange kampagnedeltagere, der går ind for positivlister, sigter ultimativt mod at forbyde al kæledyrshold i fangenskab.

Gendannelse af balancen

Dette er ikke en opfordring til at stumme aktivisternes røst fuldstændigt. Offentlig debat trives med en mangfoldighed af synspunkter, og oplysningskampagner kan spille en vigtig rolle i at fremhæve reelle problemer. Men når et lille, radikalt mindretal kaprer samtalen og råber erfarne stemmer ned, har vi et alvorligt problem. Balancen skal genoprettes.

Den uretfærdighed, der er på spil i den politiske beslutningsproces, er yderst bekymrende. Kampagnefikserede aktivister påvirker rutinemæssigt lovgivningen og skaber ødelæggende konsekvenser for millioner af dedikerede kæledyrsejere og dyr. Hvis vi virkelig ønsker at beskytte og berige kæledyrs liv, skal vores politikere omfavne den hårdt tilegnede ekspertise hos dem, der kender disse skabninger bedst. Alt for ofte bliver dyrespecialister enten tavse eller ignoreret. Det er på tide, at vi lytter.